fredag den 18. oktober 2013

Nye piber

Så er der lagt 9 nye piber på hjemmesiden....dvs. det er kun de 5 af dem, der står til salg, de 4 andre nåede at blive solgt, inden jeg blev færdig med fotoarbejdet.

Jeg har for første gang rustikeret en pibe. Den havde nogle småhuller i træet, så den ville ikke være blevet pæn som glat pibe. Jeg er nu ikke selv tilhænger af rustikerede piber, men her havde jeg ikke rigtig noget valg.


Og I skal også lige se denne her, som er lavet i oliventræ.
Det er meget anderledes at arbejde i end bruyére, det er hårdt som bare f........, så der skulle godt nok slibes en del, inden den kunne poleres til en flot finish.
Til gengæld duftede træet dejligt, når man arbejdede med det.


Sidste pibe til skue her er en pibe, hvor jeg har lagt to messingringe i spidsen:


Så må I besøge min hjemmeside www.bbjpiber.dk, hvis I vil se de andre......

lørdag den 3. august 2013

Så er ferien forbi....

Det har været en herlig sommerferie her i juli måned...solskin og masser af varme. Og som sædvanlig går min aktivitet i værkstedet noget på stand-by om sommeren, det har ikke været anderledes i år.
Haven skal passes, det gamle hus skal renoveres, familien skal besøges og der skal - ikke mindst - slappes gevaldigt af.

Ræven tog alle vore høns...til gengæld tog jeg et foto af den:


Rådyrene æder af vore blomster og frugttræer...men kønne er de og det er da også hyggeligt, når de kommer på besøg om morgenen og aftenen:


Men nu er dette jo ikke en natur-blog, men en pibeblog, så nok om have og dyr!

Lidt har jeg da fået lavet i værkstedet i løbet af sommeren. Der har været en del reparationer og jeg har lavet et par cigaretrør og nogle stampere. De kan ses på hjemmesiden.
Det er også blevet til 6 nye piber, som snart kan ses på hjemmesiden....de skal lige fotograferes og photoshoppes først.
Og der ligger 5 piber i værkstedet, som jeg forventer er færdige om en måneds tid eller to...blandt andet en pibe i oliventræ, som tegner ganske godt. Træet var en bonus fra Manno, som jeg købte klodser af på min tur til Italien i foråret. Det er noget anderledes at arbejde med oliven end bruyère, men det dufter bedre! Jeg er spændt på, om jeg kan lave en god finish på den.
Jeg har også fået nogle merskumsklodser, som jeg snart vil gå i gang med. Indtil videre har jeg lavet to piber i merskum...desværre knækkede den en, da den røg på gulvet. Det kan de altså ikke holde til :(

Så hold øje med min hjemmeside www.bbjpiber.dk i den nærmeste fremtid, der kommer snart nye, spændende ting!

søndag den 16. juni 2013

Nye cigaretrør og piber

Der er tilsyneladende kommet en øget interesse for cigaretrør...måske fordi man hermed kan nyde en lidt køligere cigaretrøg...eller fordi det er lidt moderne? Så jeg laver stadig et par cigaretrør ind i mellem. Her er et par af de sidste, den første med indlæg af guldregn og den anden med en fancy spids:





Der er også lagt nye piber på hjemmesiden, en af dem ses her, de andre kan ses på bbjpiber.dk:



torsdag den 23. maj 2013

Pibespidser mm. og en uhyggelig historie...

Gennem en af mine gode kolleger, Benny fra Sønderborg, har jeg fået kontakt til en pibemager/pibereparatør, som grundet alder har valgt at drosle ned med arbejdet.
Derfor er han begyndt at sælge ud af sit omfattende lager af alt til faget hørende.
Jeg besøgte ham derfor og købte ikke mindre end små 2000 formstøbte spidser og ca. 300 reparationsringe.
Dernæst brugte jeg en hel aften på at få dem sorteret i størrelser og form - det var et heftigt stykke arbejde!
Men nu tror jeg også godt jeg - uden at overdrive - kan sige, at der næppe er den pibe i hele verden jeg ikke kan montere med en ny spids...og redde med en flækket hals.
Jeg købte også en del originale Peterson- og Red Pimpernel spidser, så nu kan jeg også reparere disse med originale spidser.
Herunder et lille udpluk af spidser efter sortering...og det er kun et lille udpluk, jeg havde simpelt hen ikke gulvplads nok til at line dem alle op!


Og her et billede af reparationsringene, sorteret efter størrelse....


Og så til sidst en uhyggelig historie om noget helt andet (og her bør læsere med svage nerver forlade siden....).
Billedet herunder viser de sørgelige rester af en af vore høns, efter at ræven havde været på besøg....der er desværre ikke nok fjer til den bløde hovedpude :)




onsdag den 10. april 2013

Flere nye klodser fra Italien

Jeg kørte et par timer ad snoede bjergveje for at komme til Sasetta, hvor Segherie de Maremmane ligger, og som var det andet sted, jeg havde udset mig til at købe klodser fra.

Jeg mødtes med Mr. Cresci, som ejer stedet og er 4. generation. Det blev grundlagt i 1883 af hans oldefar. Mr. Cresci er nu 64 år gammel, men sønnen står på spring til at overtage, så det bliver i familiens eje.
Der er en årlig produktion på 60.000 klodser, og der var stadig 30.000 på lager, da jeg besøgte det.

Først så jeg stedet, hvor de friske rødder lå et halvt års tid, mens de blev holdt fugtige.


Så ind og se, hvor rødderne blev skåret ud, inden de blev kogt. Der arbejdede to mand fuldtids med at skære rødder ud, og de må formodes at være glade for deres arbejde, for begge havde aldrig lavet andet.
Manden på det nederste billede er 80 år gammel og startede på fabrikken som 17-årig!!!




Så blev klodserne lagt til tørre, først udendørs et halvt års tid...


Så kom de indendørs....og disse billeder viser blot en lille del...der lå simpelthen sække med klodser alle mulige steder.



Jeg købte en sæk med 100 stks. plateux i forskellige størrelser, så nu kan jeg vist klare mig et stykke tid.

Til sidst lige et billede af en af arbejderne til venstre, ejeren Mr. Cresci i midten og en glad pibemager til højre :)

mandag den 8. april 2013

Nye bruyère klodser

Er lige nu i Italien for at købe pibeklodser. Har bestemt mig for at købe to steder, og første stop var hos Manno i Casale di Pari i Toscana.
Efter at have kørt rundt i området et pænt stykke tid, fandt jeg endelig Manno, som ses her på billedet (desværre lidt uskarpt):


Han har en ret stor produktion af klodser og eksporterer til mange lande.
På fabrikken havde han 5 mand ansat, og en del mænd var beskæftiget i skovene med at grave rødderne ud.
Han taler desværre kun italiensk, men med tegn og fagter kunne vi egentlig godt finde ud af det.

De næste par billeder viser nogle af arbejderne ved de store save, hvor klodserne skæres til:



Og så var det ellers en savlende pibemager, der kunne se tusindvis af klodser overalt...nogle lå til tørre og nogle stod i sække, klar til at blive solgt:




Manno var rigtig flink og lod mig vælge mine klodser ud af nogle kasser med plateaux-klodser, der var tørre og klar til brug.
Jeg købte 50 klodser....men fik lige smidt 5 klodser oven i uden beregning. Så når jeg får lavet nogle piber af dem og vurderet kvaliteten, ved jeg, om jeg køber af Manno igen...det tror jeg!

I morgen går turen vestpå til Sassetta, hvor jeg skal besøge Segherie de Maremmane og formentlig købe en kassefuld mere.
Jeg fortsætter bloggen i morgen og lægger flere billeder ind.

tirsdag den 19. marts 2013

Cigaretrør igen og mange nye piber

Der har faktisk været temmelig stor forespørgsel efter mine cigaretrør, i hvert fald har jeg meget hurtigt solgt 5 af de 6 rør jeg lavede, for at se om de kunne sælges.
Derfor har jeg netop lavet 4 nye.
2 stks. uden nogen dikkedarer, bare et bruyérerør og en spids:


Da jeg for nogle uger siden var inde at besøge Tom Eltang, købte jeg lidt bambus af ham for at lave nogle piber med bambus indlæg.
Og så ville jeg også lige prøve at lave et cigaretrør med bambus:


Se de andre rør på hjemmesiden.

Jeg har også været temmelig produktiv og lige lagt ikke mindre end 15 nye piber på hjemmesiden.
Blandt andet mine første forsøg på piber med bambus, se den ene her:


Og så lige et par billeder mere, vil I se de andre piber så er det på hjemmesiden.




mandag den 21. januar 2013

Cigaretrør

Jeg er nogle gange blevet ringet op af folk med forespørgsel på cigaretrør, og der har jeg ærligt måttet svare, at sådanne havde jeg ikke.

Men jeg tænkte, at det kunne vel egentlig ikke være så svært at lave nogle sådanne.

Så det gjorde jeg så....først et par forsøg - som nu er foræret til bekendte - inden jeg lavede 4 cigaretrør, som nu er til salg.

Jeg lavede først et par korte, helt enkle rør som dette:


Så lavede jeg også et par længere rør i en noget mere eksklusiv udgave med indlæg som dette:


De er nu sat til salg på min hjemmeside, så jeg er da noget spændt på, om det er noget, der kan sælge....i hvert fald laver jeg ikke flere, før det viser sig om der er interesse.