torsdag den 30. august 2012

Kunderne mener...


JES:
Jeg sidder lige og får mig et stop på min første BBJ pibe, det er en rigtig lækker pibe.
Din pibe går nok hen og bliver en af dem, jeg render rundt med hele tiden.

OTTO:
Jeg vil gerne have lov til at sige tak for de utroligt smukke piber, jeg fik hjem igen. Første klasses arbejde...jeg vil ikke tøve med at anbefale dig til andre...

NIELS ULRICH:
Kære Børge
Ved mit afskedsmorgenbord i går i rådhuskantinen blev jeg begavet med en smuk, smuk BBJ pibe fra din hånd. Hvor er jeg glad for denne varige gave Børge, som udover de mange pæne ord og bemærkninger vil glæde mig hver gang den skal stoppes, og med den rette glød og i behagelig tilbagelænet stilling vil jeg sende venlige fredspibe ringe op i luften og tænke på min fantastiske tid i kommunens tjeneste.
De bedste hilsner
Niels Ulrich, nu tidligere borgmester i Ringsted

NIELS:
Synes lige at du skal ha' en tilbagemelding - for hvor er det et smukt stykke håndværk! Og meget smukt træ.....Tak, Børge for et meget smukt cigaretrør.

KLAUS:
Jeg er meget glad for piben.

KIRSTINE:
Min mand får den bedste fødselsdagsgave nogensinde! Det er nogle smukke piber du laver.


BRIAN:
Piben kom idag - og hvilken spænding det var at pakke den lille æske op. 
Intet mindre end en fantastisk flot pibe som absolut indfriede forventningerne og mere til. 
Piben er jo en rigtig fin lille og lidt buttet sag og i skrivende stund nyder jeg det første stop i piben. 
Er overbevidst om at jeg vender tilbage en anden god gang når lysten til en ny pibe melder sig... 


HENNING:
Mine piber ankom i går - det var som at pakke julegaver ud - og sikke en glædelig overraskelse:
De er flotte - rigtig flotte. Selv min 10 årige datter, som er blottet for pibeforstand, men heldigvis ikke for forstand på smukke ting, var henrykt.


THOR:
Er stadigvæk benovet over piben. Den ryger helt fantastisk og er nem at rense, og i modsætning til mange af mine andre piber er den faktisk blevet pænere med tiden i årerne og er ikke blevet mat i det som mange andre piber bliver efter noget tid

ANN:
Kære Børge.
Jeg har fået piben – super fin, den bliver min mand glad for.

onsdag den 22. august 2012

Et par nye piber...og lidt om Benny


Det er længe siden, jeg har skrevet her....men det har været sommer, og så er jeg ikke meget i værkstedet, da det er tiden til havearbejde, forbedringer på hus, ferie mm.
Det bliver mest til lidt reparationsarbejde, udskiftning af spidser og renoveringer. Men inden sommeren lavede jeg et par piber, som nu er lagt på hjemmesiden.

Først et forsøg på et 'horn', som ses herunder:


Og så en pibe, hvor jeg lavede indlægget på en ny måde, jeg har eksperimenteret med:


Det blev også til et par stampere mere, dem kan I se på hjemmesiden.

For et lille års tid siden ringede Benny, som bor i Sønderborg.
Han havde set min hjemmeside og læst på denne blog, og ville gerne have lavet en pibe. 
Vi fik en god lang snak, for Benny ville også gerne i gang med selv at lave piber.
Jeg lavede så en pibe til ham, og den blev han rigtig glad for...det var den her:


En lille heftig sag, kun 12 cm. lang.

Og så ringede Benny igen, for nu var han sikker på, at han ville bruge meget af sin tid på at lave piber (Benny er pensionist, så han har god tid til det), og vi talte om, hvad han skulle investere i af værktøj for at komme i gang.
Benny fandt hurtigt ud af, at han måtte have en drejebænk, så jeg hjalp ham med at finde en. Han købte en magen til min af samme mand, som jeg også handlede med, og fik samtidig lavet en klodsholder og en medbringer til spidser.

Siden har vi haft mange, lange samtaler - både over telefon og pr. sms - hvor jeg har givet Benny råd og vejledning efter bedste evne.
Jeg har endnu til gode at se en færdig pibe fra Benny, men jeg har set nogle, han arbejdede på, og det så slet ikke dårligt ud. Så nu har Sønderborg snart en dygtig pibemager!

Jeg er glad for at kunne have hjulpet Benny i gang og være til hjælp, når der var processer, han var i tvivl om. Sådan startede jeg jo også selv og kunne trække på råd og vejledning fra en erfaren pibemager, så for fagets skyld (som jo er uddøende i takt med at rygeforbud og sundhedsapostle tromler frem overalt) mener jeg, at det er en forpligtelse som pibemager at hjælpe andre, der vil forsøge sig i faget!