Her i mit første indlæg vil jeg fortælle historien om, hvordan og hvorfor jeg fik en interesse i at lave piber.
Det startede faktisk for meget, meget længe siden, som I kan se på dette billede:
Det er en af min fars piber, jeg sidder med, en klassisk model af mærket BBB. Det ved jeg, for da jeg blev en del ældre - og min far var stoppet med at ryge og jeg lige var begyndt - forærede min far mig piben, og den fulgte mig i flere år.
I byen Sorø, hvor jeg voksede op, lå en pibefabrik - Brakners Piber - hvor jeg og nogle af mine venner en dag fik lov at købe et par forborede pibeklodser, som vi straks gik i gang med at snitte i og slibe på.
Piberne blev - så vidt jeg husker - ikke særlig pæne, men vi var da alligevel stolte over, at vi havde lavet vore egne piber.
Vi købte lidt flere klodser og skar et par piber mere. Jeg husker især min tredie pibe, som blev lidt pænere i formen, og som var yderst behagelig at ryge på (der havde Brakner været heldig med boringen!).
Men så fandt jeg på at ville være ikke-ryger, så jeg solgte den for den formidable sum af 2 kr. til en af mine venner.
Da jeg så - ikke ret lang tid senere - fandt ud af, at det var for kedeligt at være ikke-ryger, fortrød jeg mit salg og ærgrede mig over det.
Så kom gymnasie- og studietiden, og der var ikke tid til at snitte piber mere.
For at denne historie ikke skal blive til en hel roman, springer vi lige en masse år over.
Jeg uddannede mig sideløbende med mit arbejde som musikskolelærer til guldsmed og åbnede i midten af 80'erne en lille butik med åbent værksted, hvorfra jeg solgte mine varer. Men på et tidspunkt gik salget dårligt (markedet blev oversvømmet med varer fra mellemøsten, som solgtes for ingen penge, og det kunne jeg åbenbart ikke konkurrere med), så jeg valgte at stoppe som guldsmed og fik igen fuldtidsarbejde som musikskolelærer, men fortsatte med guldsmedearbejdet på hobbyplan...og gør det endnu.
I 1996 kom jeg så i tanker om, at jeg havde syntes det var sjovt at lave piber, da jeg var ung. Og da der boede en pibemager et par huse fra Musikskolen, hvor jeg arbejder, gik jeg på besøg og fik udover en god snak, også en forboret klods, som jeg straks gik hjem og begyndte at bearbejde.
Et par dage senere tog jeg den med til pibemageren, som mente, at den var da ikke blevet helt dårlig.
Han gav mig så nogle fif til at lave den næste bedre, og jeg fik endnu en klods med hjem som en bunden opgave: lav en klassisk billard-model, sørg især for, at overgangen fra hals til hoved bliver rigtig.
Fra min guldsmedetid havde jeg ikke svært ved at lave en flot finish, ligesom jeg lavede forskellige dekorationer på spidserne med guld- og sølvindlæg.
Så pludselig var jeg inde i et samarbejde med pibemageren, hvor han lærte mig de grundlæggende teknikker og forsynede mig med klodser og spidser, mens jeg lærte ham at lave guld- og sølvindlæg i spidserne.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en drejebænk er et must ved pibemageri, så jeg investerede i en af de billige kinesiske metaldrejebænke, og så var jeg faktisk på banen som pibemager.
Dette er ikke min første pibe efter indførelsen af drejebænk, men en af de første:
På dette tidspunkt blev pibemageren syg og døde efter kort tids sygdom.
Jeg stod nu på egne ben, og måtte i gang med at finde leverandører af klodser og spidser.
Det eneste sted jeg vidste, der fandtes både klodser og spidser, var pibefabrikken Stanwell i Borup. Så jeg tænkte, der prøver jeg da at køre ud.
Underdirektøren lod sig overtale til at lade mig købe klodser og spidser, så nu var jeg i gang for alvor. Kørte jævnligt til Stanwell og handlede råvarer. Der var jeg vist heldig, for som regel fik jeg lov at udvælge klodserne, og det er vist ikke så normalt..og fik dem til en god pris.
Nu er dette eventyr desværre slut, Stanwell har flyttet fabrikken til Italien, og det er lige lovligt langt at køre.
I 1999 rejste min kone og jeg på ferie på Korsika. Dernede brugte jeg et par dage og en masse telefoneren på fransk, inden jeg fandt frem til Antonio Salvai, der på dette tidspunkt var den sidste levende person, der producerede bruyereklodser på Korsika.
Til trods for, at alle erkender, at de allerfineste klodser kommer fra Korsika, var markedet nu så lille, at kun en enkelt person kunne leve af faget.
I de gode, gamle dage, dvs. omkring 2. verdenskrig, var der ikke mindre end 44 producenter på Korsika!
Antonio Salvai gik på pension for nogle år siden, så i dag produceres der ikke længere pibeklodser på Korsika! Det er en katastrofe for os pibemagere. Godt nok er der stadig få forhandlere, der ligger inde med nogle, men der bliver færre og færre. Håber, der er en, der vil tage produktionen op igen på Korsika!
Nå men jeg fik købt nogle klodser med hjem, som var i ypperste kvalitet..superflotte årer og meget få fejl. Jeg har stadig nogle få stykker liggende, som gemmes til specielle piber.
Og sidenhen er det lykkedes mig at komme i kontakt med en person, som lå inde med en masse korsikansk bruyere. Så BBJ piber laves stadig af fineste kvalitet bruyere!
Jeg har indtil nu vel lavet omkring 150 piber, men dermed ikke være sagt, at jeg nu føler mig som fuldbefaren pibemager, på ingen måde, da jeg stadig mener, at jeg kan lave endnu bedre piber.
Derfor søger jeg stadig inspiration hos andre pibemagere, deres hjemmesider på nettet og forskellige diskussionsfora.
Jeg forsøger mig frem med nye teknikker, blandt andet er det for mig en evig kamp at finde den optimale måde at farve en pibe på. Som alle andre pibemagere i verden er jeg vildt imponeret over pibemageren Tom Eltangs måde at farve sin piber, det han kalder 'Golden contrast', men indtil videre er alle mine forsøg på at efterligne hans teknik slået fejl. Men jeg giver ikke op, jeg er ved at nærme mig en metode, som godt nok ikke er den samme som Tom Eltangs, men som nok skal give en bedre kontrast på mine piber. Håber det lykkes!
For nogle måneder siden stod min gamle kinesiske drejebænk af, og jeg måtte på jagt efter en ny.
Efter mange timers læsning på nettet om drejebænke, besluttede jeg mig for en ældre, engelsk drejebænk af mærket Myford. Hold da op for en forskel i kvalitet i forhold til min gamle kinesiske!
Oven i købet viste det sig, at manden, der solgte den, før havde lavet specialværktøj til pibemagere, så jeg fik ham til at lave en 'klodsholder' og en medbringer til spidser til mig..endnu et par gode værktøjer, der dels gør arbejdet lettere og dels gør, at præcisionen øges.
...det er her, jeg er nu i mit forløb som pibemager...jeg skal nok opdatere jer, når der sker yderligere udvikling :)
I ønskes alle en glædelig jul og husk, at det kun er hos pibemageren, man finder den unikke pibe til julegaven!
