lørdag den 15. januar 2011

Renovering

Nogle mennesker synes ikke, det er nødvendigt at rense sin pibe efter brug!
Det er jeg slet ikke enig i, da piben kan få et meget længere liv, hvis den passes ordentligt - det vil blandt andet sige, at den jævnligt renses indvendigt, og helst efter hvert stop tobak. Det kræver blot en piberenser, og skal det være rigtig godt, så dypper man en gang i mellem piberenseren i en god gang spiritus efter egen smag.
Det er også en god ide at skrabe røgkammeret fri for kulbelægning en gang i mellem...ellers bliver det sværere og sværere at få plads til tobakken, og træet får mindre og mindre luft mellem stoppene og bliver dermed surere og surere.

Selv den mest mishandlede pibe kan dog få et nyt liv igen, hvis den afleveres til en pibemager.

Som et eksempel på en virkelig mishandlet pibe ses herunder et foto. Denne pibe blev fundet i skoven, hvor den efter udseendet at dømme har ligget i meget lang tid, formentlig flere år.


Jeg blev af kunden bedt om at give den "den helt stor tur", så det fik den.
Først skrabede jeg et meget tykt lag kul ud af røgkammeret og fik boret røgkanalen op. Derefter fyldte jeg røgkammeret med salt, der blev fugtet med spiritus, og lod den ligge og trække et døgns tid. Så blev den sure smag trukket helt ud af træet, og den er klar til at ryges på igen, uden smag fra tidligere rygning. Med andre ord, efter sådan en tur smager piben næsten som en ny pibe.
Samtid lå spidsen i klorin et par timer, hvorefter den blev slebet og pudset op igen (ebonitspidser har det med at antage en kedelig asparges-grøn farve, når de udsættes for fugt). Således kom spidsen til at ligne en ny spids igen.

Pibehovedet og halsen fik nu en let nedslibning, inden den fik bejdse (som det ses af billedet ovenover, var der intet tilbage af den oprindelig bejdsning).
Først en sort grundbejdse, som fremhæver åretegningen, og efter en let nedslibning en farvet bejdse, inden den til sidst poleredes med voks.

Resultatet ses herunder.


Og her er et udpluk fra en mail, jeg efterfølgende fik fra kunden:

"HEJ BØRGE!  Det er på det nærmeste et mirakel, du har udvirket - hvor er det en flot pibe, jeg har fået retur!"

Og her endenu et udpluk af en mail fra en anden kunde, som fik renoveret nogle piber:


"Kære Børge
Mine piber ankom i går - det var som at pakke julegaver ud - og sikke en glædelig overraskelse:
De er blevet flotte - rigtig flotte. Selv min 10 årige datter, som er blottet for pibeforstand, men heldigvis ikke for forstand på smukke ting, var henrykt."


2 kommentarer:

  1. Wow!
    Jeg er imponeret.
    Den blev virkelig smuk :)
    Sidder selv med en 30 år gammel saneringsmoden pibe, som dog ikke er fundet i en skov, men købt ved et ophørsudsalg.


    mvh. Claus E. Petersen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Claus
      Tak for de pæne ord...og du henvender dig da bare, hvis din saneringsmodne pibe skal reddes :)
      Børge, BBJ piber

      Slet