onsdag den 22. august 2012

Et par nye piber...og lidt om Benny


Det er længe siden, jeg har skrevet her....men det har været sommer, og så er jeg ikke meget i værkstedet, da det er tiden til havearbejde, forbedringer på hus, ferie mm.
Det bliver mest til lidt reparationsarbejde, udskiftning af spidser og renoveringer. Men inden sommeren lavede jeg et par piber, som nu er lagt på hjemmesiden.

Først et forsøg på et 'horn', som ses herunder:


Og så en pibe, hvor jeg lavede indlægget på en ny måde, jeg har eksperimenteret med:


Det blev også til et par stampere mere, dem kan I se på hjemmesiden.

For et lille års tid siden ringede Benny, som bor i Sønderborg.
Han havde set min hjemmeside og læst på denne blog, og ville gerne have lavet en pibe. 
Vi fik en god lang snak, for Benny ville også gerne i gang med selv at lave piber.
Jeg lavede så en pibe til ham, og den blev han rigtig glad for...det var den her:


En lille heftig sag, kun 12 cm. lang.

Og så ringede Benny igen, for nu var han sikker på, at han ville bruge meget af sin tid på at lave piber (Benny er pensionist, så han har god tid til det), og vi talte om, hvad han skulle investere i af værktøj for at komme i gang.
Benny fandt hurtigt ud af, at han måtte have en drejebænk, så jeg hjalp ham med at finde en. Han købte en magen til min af samme mand, som jeg også handlede med, og fik samtidig lavet en klodsholder og en medbringer til spidser.

Siden har vi haft mange, lange samtaler - både over telefon og pr. sms - hvor jeg har givet Benny råd og vejledning efter bedste evne.
Jeg har endnu til gode at se en færdig pibe fra Benny, men jeg har set nogle, han arbejdede på, og det så slet ikke dårligt ud. Så nu har Sønderborg snart en dygtig pibemager!

Jeg er glad for at kunne have hjulpet Benny i gang og være til hjælp, når der var processer, han var i tvivl om. Sådan startede jeg jo også selv og kunne trække på råd og vejledning fra en erfaren pibemager, så for fagets skyld (som jo er uddøende i takt med at rygeforbud og sundhedsapostle tromler frem overalt) mener jeg, at det er en forpligtelse som pibemager at hjælpe andre, der vil forsøge sig i faget!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar